Er du skarp til at sagsbehandle, journalisere og koordinere? Har du et stort gå-på-mod og evnen til at bevare overblikket? Så vil vi glæde os til at høre fra dig.
Vi søger en dygtig og engageret kollega til Patientvejledning og Sundhedsjura i Sundhedsstrategisk Planlægning, der med overblik, struktur og stærke relationelle evner, skal bidrage til understøttelse af en effektiv og professionel administration.
Om jobbet
I vores sundhedsjuridiske sekretariat søger vi en ekstra kollega, der frem til årets udgang kan hjælpe med at holde snor i regionens klage- og erstatningssager samt bidrage til løsningen af administrative opgaver. Af konkrete opgaver kan bl.a. nævnes oprettelse af sager i EHSD-system, journalisering, lukning af sager og korrespondance til myndigheder og eksterne vedr. udbetaling af erstatninger.
Om dig
Vores forventninger til dig
- Har en relevant kontoruddannelse og stor erfaring med ESDH-systemer, meget gerne konkret erfaring med at arbejde i systemerne Get Organized og Netservice
- Har stor erfaring med at journalisere og en grundlæggende forståelse af, hvad der menes med sagsoplysning i sager, der vedrører klager eller erstatninger
- Er struktureret, skaber overblik og har sans for detaljer
- Har et stort gå-på-mod og kan arbejde selvstændigt
- Er udadvendt, serviceminded og imødekommende
Om os
Sundhedsstrategisk Planlægning (SSP) er et tværgående center i Region Sjællands administration. Vi har arbejdsplads i Regionshuset Sorø og er cirka 70 medarbejdere, som fordeler sig således: Ledelsessekretariat, Patientvejledning og Sundhedsjura, Planlægningsenheden samt Enhed for Kvalitet og Forbedringer.
Vi har en bred opgaveportefølje og betjener en række politiske- og faglige udvalg. Gennem vores arbejde understøtter vi både regionens politiske ledelse og virksomhedsområder og samarbejder med regionens sygehuse, psykiatri og øvrige koncerncentre.
Vi arbejder blandt andet med sygehus-og sundhedsplanplanlægning, sundhedsjura, patientvejledning, kvalitetsudvikling, patientsikkerhed og kliniske udviklingsprogrammer.
Vores overordnede ambition er at levere sagsbehandling, strategi- og udviklingsarbejde på et højt fagligt niveau, hvor vi med udgangspunkt i borgernes behov sætter strategisk retning for et bæredygtigt sundhedsvæsen i Region Sjælland.
Vi ønsker at være en eftertragtet samarbejdspartner inden for vores faglige områder, og vi er optaget af at skabe sammenhæng på tværs, stærk tværfaglighed og datadrevne forbedringsprocesser. Vi arbejder med at omsætte nationale mål til robuste lokaleløsninger, og vi lægger vægt på at være en attraktiv arbejdsplads, hvor medarbejdernes trivsel er et prioriteret mål.
Patientvejledning og Sundhedsjura består af 20 medarbejdere med forskellige faglige baggrunde. Sundhedsjura løser en række opgaver inden for sundhedsretten. Vi yder specialiseret rådgivning om blandt andet patienters retsstilling, indhentning og videregivelse af helbredsoplysninger, maksimale ventetider, frit og udvidet frit sygehusvalg samt anvendelse af tvang i psykiatrien. Derudover varetager vi sagsbehandlingen af en række spændende sager inden for bl.a. klage og erstatning og ret til behandling i udlandet. Endelig har vi en bred berøringsflade ind mod databeskyttelsesret, offentlig ret og forvaltningsret, ligesom vi også deltager i betjeningen af regionens politiske- og faglige udvalg.
Vores overordnede ambition er at være relevante for vores samarbejdspartnere og levere juridisk bistand på et højt fagligt niveau. Vi ønsker at være en eftertragtet samarbejdspartner inden for vores faglige områder, og vi er optaget af at skabe sammenhæng på tværs. Vi arbejder på at oversætte kompleks lovgivning til løsninger, der kan administreres i praksis og fungerer i sundhedsvæsenet, og vi arbejder for at sikre patienters rettigheder.
Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst. Tiltrædelse hurtigst muligt. Ansættelsen udløber ved udgangen af 2026.
Dit daglige arbejdssted vil være Regionshuset i Sorø. Vi har flextid og mulighed for op til 2 hjemmearbejdsdage om ugen
Kontaktperson
For nærmere information om stillingen er du velkommen til at kontakte Sundhedsjuridisk chef Natasja Espeløv Balslev på mobil 2054 3025 eller mail natba@regionsjaelland.dk.
Samtaler
Vi forventer at afholde samtaler fredag den 8. maj 2026.
Om Region Sjælland
Vi er regionens største arbejdsplads med mere end 21.000 medarbejdere og et budget på 23 mia. kroner. Vi løser opgaver inden for sundhed, psykiatri og regional udvikling og driver en række sociale institutioner. Klik ind på www.regionsjaelland.dk og læs mere om regionens opgaver, struktur og geografi. Du finder os også på Facebook, Twitter og LinkedIn.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Sorø Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Region Sjælland, Alleen, 4180 Sorø
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 06-05-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/6d582462-e544-43c1-83e1-677894fa75dd