BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Er du udadvendt og god til teamwork og tværgående arbejde? Har du lyst til at arbejde med miljøtilsyn på virksomheder og landbrug, industrispildevand, miljøgodkendelser og jordforurening? Er du interesseret i myndighedsarbejde på miljøområdet? Kan du levere sagsbehandling på højt fagligt niveau? Så er du måske den person, vi leder efter.
Du har nu mulighed for at blive en del af vores engagerede miljøgruppe i Sorø Kommune. Sammen med os, får du muligheden for at bidrage med at finde de rigtige miljømæssige løsninger for virksomheder og borgere.
Miljøområdet er et meget stort, komplekst og spændende område, hvor opgaverne spænder bredt. Vi arbejder med åbenhed og tillid i en afslappet og humoristisk atmosfære. Vi gør en dyd ud af at hjælpe hinanden og lægger stor vægt på at udvikle et læringsmiljø, hvor alle bidrager med erfaring og kompetencer. Arbejdet kræver gå-på-mod og evnen til god kommunikation.
Vi kan tilbyde et spændende arbejde og en god arbejdsplads. Så har du kompetencerne, og kan du se vigtigheden af opgaverne, så håber vi, du søger stillingen som vores nye kollega til miljøgruppen.
Om jobbet
Du vil blive en del af miljøgruppen, som består af fire erfarne sagsbehandlere, som arbejder med virksomheds-, landbrugs- og jordforureningsområdet. Der er tale om to stillinger, og dine hovedopgaver bliver kontakt med virksomheder og borgere omkring overholdelse af gældende lovgivning i forbindelse med bl.a. miljøtilsyn, klagesager samt tilslutningstilladelser og miljøgodkendelser. Derudover kan du komme til at arbejde med husdyrbrug eller jordforurening afhængigt af dine interesser og kompetencer. Du vil få en stor kontaktflade internt til dine kollegaer i resten af huset, da vi løser vores opgaver i et tæt tværfagligt samarbejde.
Vi tilbyder
- Ansvar inden for egne arbejdsområder.
- Et spændende job med masser af udfordringer i en organisation i løbende udvikling.
- En varieret arbejdsdag med forskellige opgaver inden for miljøområdet.
- Der er mulighed for at få en bred spændvidde i arbejdsfeltet, da vi er en lille kommune og er afhængige af tværfagligt samarbejde.
- Et godt arbejdsmiljø med fokus på høj trivsel i et fagligt velfungerende team, hvor samarbejde og vidensdeling er vigtigt, og den sociale omgang samtidig prioriteres højt.
Vi søger en kandidat, der
- Er uddannet civilingeniør, miljøkemiker, biolog, geolog, geograf, agronom eller lignende
- Gerne har erfaring fra en lignende stilling, men nyuddannede med gåpåmod kan også komme i betragtning
- Gerne med kendskab til håndhævelse og tilsyn efter miljøbeskyttelsesloven, eller lyst til at lære
- Er god til kontakt med virksomheder, borgere, entreprenører og grundejere
- Kommunikerer klart og tydeligt i tale og skrift
- Kan arbejde selvstændigt og bidrage til fortsat udvikling af dine arbejdsområder
- Er struktureret og dygtig til at skabe overblik, prioritere og planlægge dine opgaver
- Er initiativrig og bidrager aktivt med input i forbindelse med arbejdsopgaver
- Bidrager til det sociale liv i centret og værdsætter et sted med humor
- Har kørekort til almindelig bil
- Gode brugerkundskaber inden for IT
Om os
Vi glæder os til at byde to nye kollegaer velkommen i miljøgruppen. Du kommer til at indgå i Natur- og Miljøafdelingen, hvor du får 17 kollegaer, der arbejder inden for områderne: drikke- og badevand, spildevand, skadedyr, affald, vandløb, natur og klima. I afdelingen prioriteres tid til faglig sparring og trivsel i en til tider travl hverdag.
Natur og Miljø er desuden en integreret del af Fagcenter Teknik, Miljø og Drift med godt 55 medarbejdere på Rådhuset og 130 ude i driften. I fagcentret lægges vægt på godt samarbejde mellem kollegaer, virksomheder, borgere og politikere. Vi har et godt arbejdsklima med en uformel omgangstone og et højt fagligt niveau. Vi arbejder efter princippet ”frihed under ansvar” og har høj grad af selvledelse.
Sorø Rådhus er lokaliseret i Sorø by og er i gåafstand til smukke omgivelser herunder både Sorø søerne og skovområder. Der er desuden nem adgang med både bil fra motorvejen og offentligt transport, hvor rådhuset ligger 6 minutter i bus fra stationen.
Løn og ansættelsesvilkår
Arbejdstiden er 37 timer ugentligt med flekstidsordning. Ansættelse sker i en fast stilling på overenskomstvilkår og aflønnes efter kvalifikationer. Du kommer til at arbejde på Sorø Rådhus, Rådhusvej 8, 4180 Sorø. Afhængig af arbejdsopgaver er der mulighed for hjemmearbejdsdage.
Forventet opstartstidspunkt er pr. 1. maj 2024.
Ansøgningsfrist
Hvis du ønsker at komme i betragtning til stillingen, skal vi modtage din ansøgning senest mandag den 4. marts 2024 kl. 23:59. Vi holder første samtale fredag den 8. marts 2023 og onsdag d. 13. marts. Evt. anden samtale afholdes mandag den 18. marts.
Vi indkalder til samtale på mail onsdag den 6. marts 2024. I mailen får du et link, hvor du selv kan booke tidspunkt til samtalen.
Kontaktperson
Har du spørgsmål eller ønsker yderligere oplysninger, kan du kontakte leder af Natur og Miljø, Sofie Byrnak fra uge 8 på tlf. 57876370 eller ahjeb@soroe.dk.
I Sorø Kommune ser vi mangfoldighed som en styrke, og vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, handicap, race, religion og etnisk tilhørsforhold. Værdigrundlaget i Sorø Kommune er: troværdighed, engagement og arbejdsglæde, dialog, åbenhed og anerkendelse.
Sorø Kommune er en røgfri arbejdsplads.
Kommunen har godt 30.000 indbyggere og er beliggende midt på Sjælland i et naturskønt område med søer og skove. Sorø Kommune har ca. 2.500 medarbejdere.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Sorø Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Sorø Kommune, Rådhusvej 8, 4180 Sorø
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 04-03-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5990855