BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Intern sprogkonsulent til danskundervisning af udenlandsk sundhedspersonale i Region Sjælland, Koncern HR Uddannelse
Har du erfaring med at undervise højtuddannede udenlandske medarbejdere i dansk sprog og kultur og kunne du tænke dig at arbejde som intern sprogkonsulent for regionens sygehuse, så har vi en unik jobmulighed til dig.
Region Sjælland har stor succes med at rekruttere og integrere internationalt sundhedspersonale til regionens sygehuse. En afgørende faktor skyldes regionens interne sprogkonsulenter, som underviser internationale medarbejdere i dansk og sundhedsdansk fra startniveau til C1 som supplement til deres sprogskole.
Vi har brug for en sprogkonsulent mere til vores team af dygtige interne sprogkonsulenter.
Et job med fokus på en-til-en undervisning og tæt opfølgning i praksis
Du bliver en del af et team med 4 sprogkonsulenter under Koncern HR Uddannelse. Vores primære kursister er speciallæger, uddannelseslæger og sygeplejersker. Dine opgaver som sprogkonsulent vil blandt andet være:
- At sprogscreene udenlandsk sundhedspersonales potentiale for at lære dansk, når de er på rekrutteringsbesøg i Danmark – eller evt. via Teams.
- At tilrettelægge og gennemføre forberedende danskundervisningsforløb via Teams-undervisning inden opstart i arbejde.
- At tilrettelægge og gennemføre intensive individuelle (1:1) danskundervisningsforløb fra intet kendskab til dansk til minimum PD3 eksamen og evt. videre til Studieprøve.
- At undervise i dansk kultur og arbejdskultur for at sikre gode integrationsforløb.
- At samarbejde med vores internationale rekrutteringsenhed under Koncern HR Udvikling.
- At deltage i generelle og strategiske initiativer, der har fokus på tiltrækning og tilknytning af udenlandsk sundhedspersonale, herunder at være med til at udvikle et e-læringsmodul om den interkulturelle arbejdsplads.
- At yde sparring til afdelingsledelser og mentorer vedr. sprog- og integrationsstøtte.
- At sprogteste og undervise allerede herboende udenlandsk sundhedspersonale, som har brug for yderligere sproglig opkvalificering.
Dine faglige og personlige kompetencer
Det er afgørende, at du har en uddannelsesbaggrund, der kvalificerer dig til at kunne gennemføre en professionel danskundervisning for voksne højtuddannede. Du skal desuden have en efteruddannelse som underviser i dansk som andetsprog for voksne eller tilsvarende.
Det vil være en fordel, hvis du har erfaring med at målrette danskundervisning til en arbejdsrelateret praksis, særligt hvis du har kendskab til danskundervisning af internationalt sundhedspersonale eller har god indsigt i sundhedsvæsnet.
Du skal have erfaring med at undervise 1:1 eller mindre grupper – og gerne online, da langt størstedelen af vores undervisning er online. Derudover skal du kunne mestre forskellige undervisningsformer og selv være i stand til at tilrettelægge dine forløb og metoder, så kursisterne får en kvalificeret og effektfuld undervisning. Det er et væsentligt kriterie, at du har erfaring med udtaleundervisning, som vi lægger meget stor vægt på.
Du skal være indforstået med og interesseret i at sætte dig godt ind i det sundhedsfaglige sprog, arbejdsgange og de forskellige specialer, hvis du ikke allerede har erfaring herfra.
Som person er du en engagerende og motiverende underviser og kommunikator, og du møder folk fra forskellige kulturer i øjenhøjde. Du tør tage fat på konflikter og være udfordrende, når der er brug for det, og du kan være støttende og coachende igennem svære perioder. Du trives godt med at arbejde selvstændigt og ofte sidde alene med opgaven, mens du også nyder godt af at være en del af et team.
Et fleksibelt job med mulighed for at arbejde hjemmefra
Vi har gode erfaringer med at undervise online hjemmefra, og du har derfor mulighed for at arbejde hjemmefra, såfremt du selv kan stille en uforstyrret kontorplads og stabilt internet til rådighed. Du har også mulighed for at få stillet et kontor til rådighed på vores arbejdsplads i Sorø, hvorfra du kan undervise online. Derudover er det en forudsætning, at du kan stille egen bil til rådighed for efter behov at kunne undervise eller sprogteste fysisk på regionens forskellige sygehuse.
Din arbejdstid vil i et vist omfang fleksibelt skulle planlægges i forhold til kursisternes behov.
Et drømmejob for den rigtige
Vi tilbyder en unik jobmulighed for at arbejde helt tæt på dine kursister og følge dem i et længere perspektiv, end du nok er vant til. Du får kursister, som ofte er topmotiverede for at lære dansk, så de kan bruge deres faglighed i Danmark så hurtigt som muligt. Du ser resultaterne af din arbejdsindsats fra start til slut. Samtidig bliver du en del af en stor og kompleks organisation med stor samfundsmæssig betydning og hvor din opgave har et stort politisk fokus.
Du bliver en del af Koncern HR – Uddannelse og Udvikling, som især bidrager til udviklingsprojekter, undervisning og sagsbehandling, der har en tæt kobling til Regionens strategiske mål og virksomhedsområdernes behov.
Vores aktiviteter på uddannelsesområdet spænder fra grunduddannelse, sprogundervisning, sundhedsfaglig efteruddannelse, lederuddannelse, IT-kurser, MED-kurser til videreuddannelse for speciallæger og forskere.
Vi lægger vægt på at have en sund og meningsfuld arbejdsplads med gode udviklingsmuligheder.
Stillingen er en fastansættelse på 37 timer inkl. frokost med flekstid. Løn og ansættelsesforhold fastsættes efter gældende overenskomst samt tillæg efter kvalifikationer.
Det praktiske
Lyder stillingen som noget for dig, så send os en ansøgning og CV, hvor du beskriver din motivation for stillingen og relevante kompetencer.
Ansøgningsfrist: 28-11-2023
Ansættelse: 01-02-2024
Der afholdes første samtale i uge 49 og anden samtale i uge 50.
Spørgsmål til undervisningsfunktionen kan rettes til:
Sprogkonsulenterne Tine Olesen, tiole@regionsjaelland.dk, telefonnummer: 24 60 54 35 eller Annette Voigt Hansen, ahansen@regionsjaelland.dk, telefonnummer: 29 26 97 30 eller Lars Visnjic Jakobsen, larjak@regionsjaelland.dk, telefonnummer 29 27 48 94.
Spørgsmål til øvrige dele i opslaget kan rettes til funktionschef Ann Maria Halse, amha@regionsjaelland.dk, telefonnummer: 29 17 51 35.
Koncern HR understøtter strategisk og udviklingsmæssigt Region Sjælland som en attraktiv arbejdsplads. Region Sjælland udvikler og leverer offentlig service til borgere, kommuner og virksomheder. Læs mere om Region Sjælland på www.regionsjaelland.dk
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Sorø Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Region Sjælland, Alleen, 4180 Sorø
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 28-11-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5935942