Bliv en nøglespiller i udviklingen af rationel lægemiddelbrug i Region Sjælland

dato

Vil du have indflydelse på lægemiddelforbruget i Region Sjælland?

Lægemiddelforbruget i almen praksis er et prioriteret område i Region Sjælland. Vi søger derfor tre medarbejdere til en helt ny, udkørende funktion, MedicinBesøg. Medarbejderne i det kommende projekt skal udvikle og drive et uddannelsestilbud til almen praksis, der skal bidrage til at øge kvaliteten af lægemiddelordination til gavn for patienternes behandling og regionens økonomi.

Kort fortalt går projektet ud på, at de praktiserende læger og praksispersonalet fremover skal tilbydes korte fokusbesøg, hvor vi sammen vil gennemgå ny viden om et udvalgt emne inden for rationel brug af lægemidler (academic detailing) – og vi har brug for dig.

Hvem er du?
Vi forestiller os, at du er farmaceut eller måske tidligere har arbejdet som lægemiddelkonsulent. Det kan også være, at du har en anden sundhedsvidenskabelig, akademisk baggrund, f.eks. som læge. Det vigtige er, at du har særlig interesse for – og gerne erfaring med – lægemiddelområdet.

Vi lægger stor vægt på, at du har interesse og flair for formidling i en god og tillidsfuld tone, og vi ser meget gerne, at du er en person, der trives i kontakten med andre.

Da stillingen er meget selvstændig, er det vigtigt, at du er god til at planlægge og prioritere din tid.

Kørekort er et krav. Kørsel til besøg i almen praksis foregår i regionens biler, som udlånes.

Dine arbejdsopgaver vil primært bestå af:

  • Analyse af lægemiddelområdet i primærsektoren med henblik på kommende indsatsområder
  • Udvikling af kampagner og materialer i samarbejde med Klinisk Farmakologisk Afdeling og Lægemiddelenheden under Det Nære Sundhedsvæsen
  • Booking af fokusbesøg hos de praktiserende læger
  • Afvikling af fokusbesøg med faglige oplæg hos lægerne og praksispersonalet
  • Evaluering af de enkelte besøg og kampagnerne overordnet

Vi tilbyder:

  • Muligheden for at blive en nøglespiller i påvirkning af lægemiddelforbruget i Region Sjælland
  • Stor indflydelse på projektets form og udvikling
  • Tæt samarbejde om projektet, herunder især udvikling af de enkelte kampagner
  • Udvikling af dine kompetencer inden for projektarbejde
  • Grundig oplæring i academic detailing, inkl. relevant kursus i udlandet (USA)
  • Et arbejde, hvor ingen dage er ens
  • En fleksibel arbejdsplads med gode muligheder for selv at tilrettelægge arbejdsugen
  • Og ikke mindst pionerånd, masser af entusiasme og oprigtig interesse i dine tanker og ideer

Vi glæder os til at høre fra dig, og vi har store forventninger til at bygge og drive dette projekt sammen i en lille, tætsluttet projektgruppe.

Løn og ansættelsesforhold
Stillingerne er som udgangspunkt på 37 timer om ugen. Ansættelse på nedsat tid er også en mulighed. Forventet tiltrædelse er d. 1. maj 2025.

Ansættelserne finder sted i Det Nære Sundhedsvæsen, hvor det primære arbejdssted er Regionshuset, Alléen 15, 4180 Sorø.
Der må påregnes 1-2 dage om ugen med besøg hos de praktiserende læger. Stillingerne er ledelsesmæssigt forankret i Lægemiddelenheden under Det Nære Sundhedsvæsen.

Løn og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst på området.

Vil du gøre karriere hos os
Send os din ansøgning og relevante uddannelsesbeviser senest søndag den 9. marts 2025.

Vi forventer at afholde 1. samtale onsdag den 12. marts 2025 i tidsrummet 8-12.
2. samtale forventes afholdt fredag den 14. marts 2025 i tidsrummet 11-15

Kandidater, som indbydes til anden samtale, forventes at forberede et kort, fagligt oplæg om en lægemiddelrelateret problemstilling.

Kontakt os gerne
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte funktionschef Kitten Weber (tlf. 93 56 94 92, ksw@regionsjaelland.dk).

Om academic detailing
Metoden academic detailing bygger på de teknikker, som lægemiddelindustrien anvender, når de formidler budskaber om deres lægemidler. Hos os er det dog ikke det enkelte lægemiddel, der er i fokus, men derimod et terapiområde, hvor vi i fællesskab kan øge kvaliteten af behandlingen. Gennem korte fokusbesøg på ca. 20 minutter præsenteres lægerne og praksispersonalet for de nyeste anbefalinger på et bestemt terapiområde med henblik på at sikre fortsat uddannelse af klinikerne, øget efterlevelse af anbefalingerne og den mest rationelle ordinationspraksis. Metoden benyttes blandt andet i Region Hovedstaden, Norge og Canada, hvor det er vist at kunne medføre mere hensigtsmæssig lægemiddelordination i almen praksis.

Om Lægemiddelenheden
Region Sjællands Lægemiddelenhed hører organisatorisk til i Det Nære Sundhedsvæsen, hvor Lægemiddelenhedens team er en del af stabsfunktionen ’Kvalitet, lægemidler og forskning’. Din nærmeste leder er funktionschefen for ´Kvalitet, lægemidler og forskning´. Teamet i Lægemiddelenheden består af fire farmaceuter, én faglig koordinator, en administrativ medarbejder og to lægefaglige konsulenter (praktiserende læger), som er tilknyttet fire timer om ugen. Der er høj faglighed i teamet af farmaceuter, som er travlt beskæftiget med mange forskellige opgaver, der kræver en stor faglig indsigt og forståelse, bl.a. udvikling af indsatser i forhold til nedbringelse af stigende sygesikringsudgifter. I teamet sparrer vi med hinanden.

Lægemiddelenhedens kerneopgave er at fremme rationel lægemiddelbehandling i primærsektoren og på tværs af sektorerne til gavn for regionens borgere, samt at sikre effektiv udnyttelse af ressourcerne på lægemiddelområdet.

Lægemiddelenheden har et bredt samarbejde med bl.a. Den Regionale Lægemiddelkomité, Sygehusapoteket, Klinisk Farmakologisk Afdeling og Socialområdet. Herudover samarbejdes der tværregionalt med andre lægemiddelenheder og nationalt i fora i f.eks. Sundhedsstyrelsen.

Om Klinisk Farmakologisk Afdeling
Klinisk Farmakologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital, yder service til sundhedsprofessionelle i alle dele af sundhedsvæsenet i Region Sjælland. Vores formål er at bidrage til rationel farmakoterapi, altså den rette pille i rette mund til rette tid og pris.

Afdelingen består af 4 speciallæger, 1 uddannelseslæge samt en forskningsenhed, der ledes af vores professor i klinisk farmakologi og psykiatri. Forskningsenheden består blandt andet af en række ph.d.-studerende, en antropolog, en kommunikationsmedarbejder og en sekretær.

Læs mere om afdelingen her.

Om Region Sjælland
Vi er regionens største arbejdsplads med mere end 21.000 medarbejdere og et budget på 23 mia. kroner. Vi løser opgaver inden for sundhed, psykiatri og regional udvikling og driver en række sociale institutioner. Klik ind på www.regionsjaelland.dk og læs mere om regionens opgaver, struktur og geografi. Du finder os også på Facebook, Twitter og LinkedIn.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Sorø Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Region Sjælland, Alleen, 4180 Sorø

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 09-03-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/581af5c1-8fac-4e7e-9661-5029143e156e

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet