Barselsvikariat som jurist i sundhedsjura hos Region Sjælland i Sorø

dato

Regionshuset i Sorø søger ny kollega (1-årigt barselsvikariat med mulighed for forlængelse.

Vil du være en del af et stærkt sundhedsjuridisk team, hvor opgaverne er meningsfulde, og faglig sparring og kollegialt sammenhold vægtes højt?

Så glæder vi os til at høre fra dig!

Om os

Sundhedsstrategisk Planlægning (SSP) er et tværgående center i Region Sjællands administration. Vi har arbejdsplads i Regionshuset Sorø og er cirka 70 medarbejdere fordelt på tre enheder: Planlægningsenheden, Enhed for Kvalitet og Forbedringer, Koncern Byg samt et internt Sekretariat.

Planlægningsenheden består af ca. 30 medarbejdere med forskellige faglige baggrunde, fordelt på tre funktionsområder: Patientvejledning, Sygehusplanlægning og Sundhedsjura, du vil få ansættelse i sidstnævnte.

Sundhedsjura forestår specialiseret sundhedsjuridisk rådgivning, blandt andet om adgang til sygehusbehandling og patienters retsstilling. Sundhedsjura varetager samtidig en række driftsopgaver, herunder behandling af sager vedrørende retten til behandling i udlandet, adgangen til fosterreduktion, sterilisation og svangerskabsafbrydelse efter 12. graviditetsuge samt klage-og erstatningssager.

Vi har en bred opgaveportefølje, og gennem vores arbejde understøtter vi både regionens politiske ledelse og virksomhedsområder. Vores overordnede ambition er at levere sagsbehandling, strategi- og udviklingsarbejde på et højt fagligt niveau med udgangspunkt i borgernes behov. Vi ønsker at være en eftertragtet samarbejdspartner inden for vores faglige områder, og vi er optaget af at skabe sammenhæng på tværs. Vi arbejder med at omsætte nationale mål til robuste lokale løsninger, og vi lægger vægt på at være en attraktiv arbejdsplads, hvor medarbejderes trivsel er et prioriteret mål.

Om jobbet

Som jurist i Planlægningsenheden, bliver du ansat i funktionsområdet Sundhedsjura. Funktionsområdet løser en række opgaver inden for blandt andet:

  • Sundhedsydelser på tværs af landegrænser, herunder patientmobilitetsdirektivet og andre EU-regler på sundhedsområdet

  • Klage- og erstatningssager

  • Patientrettigheder, herunder udrednings- og behandlingsretten, maksimale ventetider på kræft- og hjerteområdet, tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger

  • Abort- og sterilisation

  • Sundhedsjuridisk rådgivning af regionens sygehuse

Du kommer til at løse opgaverne selvstændigt såvel som i samarbejde med dygtige kolleger. Du får en bred kontaktflade i kraft af din rolle som faglig sparringspartner for kolleger og gennem din kontakt med eksterne samarbejdspartnere. I opgaverne indgår også tilrettelæggelse og afholdelse af undervisning af kolleger på sygehusene.

Din profil

Vi forventer, at du:

  • Er uddannet cand.jur. (evt. nyuddannet) og har kendskab til eller interesse for sundhedsret

  • Har administrative og analytiske kompetencer, som sikrer god og effektiv sagsbehandling

  • Er dygtig til at formulere dig såvel mundtligt som skriftligt

  • Tænker pragmatisk og trives med at løse komplekse juridiske problemstillinger

  • Har lyst og evner til at arbejde i en politisk styret organisation

  • Kan samarbejde på tværs både internt og eksternt

  • Kan levere produkter af høj kvalitet, også når deadlines er korte

Vi tilbyder

  • Et spændende, udfordrende og meningsfuldt job, hvor sundhedsretten er særligt i fokus

  • Varierende og selvstændige opgaver i hjertet af det regionale sundhedsvæsen

  • En bred kontaktflade til andre koncernenheder, sygehuse, patienter og andre offentlige myndigheder, herunder styrelser og ministerier

  • En hverdag med dygtige kolleger og rig mulighed for faglig og personlig udvikling

  • En arbejdsplads, der vægter et godt arbejdsmiljø og god balance mellem arbejde og fritid højt

En del af et godt hold

Du kommer til at arbejde i et center, hvor du har mulighed for at være med til at præge dine arbejdsopgaver. Vi har et godt arbejdsmiljø og vi løser i fællesskab mange spændende tværfaglige arbejdsopgaver. Du får dygtige, engagerede og hjælpsomme kolleger med forskellige faglige baggrunde.

Sundhedsjura består af i alt 13 medarbejdere, og i det juridiske team vil du få fire sundhedsjuridiske kolleger samt en juridisk chef. Vi lægger vægt på at have et udviklende arbejdsmiljø, et godt kollegialt samarbejde og en uformel omgangstone.

Løn og ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst. Tiltrædelse hurtigst muligt, forventeligt pr. 1. april 2025. Din ansættelse vil være i et 1-årigt barselvikariat med mulighed for forlængelse.

Dit daglige arbejdssted vil være Regionshuset i Sorø. Vi har flextid. Vi prioriterer kompetenceudvikling og tilbyder fleksible arbejdsforhold med mulighed for op til 2 hjemmearbejdsdage om ugen.

Samtaler

Vi forventer at afholde samtaler den 24. februar 2025.

Kontaktperson

Hvis du har spørgsmål eller ønsker at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sundhedsjuridisk chef Natasja Espeløv Balslev på telefonnummer 20 54 30 25 eller på natba@regionsjaelland.dk

Find Sundhedsstrategisk Planlægning på LinkedIn.

Om Region Sjælland
Vi er regionens største arbejdsplads med mere end 19.000 medarbejdere og et budget på 23 mia. kroner. Vi løser opgaver inden for sundhed, psykiatri og regional udvikling og driver en række sociale institutioner. Klik ind på www.regionsjaelland.dk og læs mere om regionens opgaver, struktur og geografi. Du finder os også på Facebook, Twitter og LinkedIn.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Sorø Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Region Sjælland, Alleen, 4180 Sorø

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 20-02-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/e1a17272-ce63-4cb5-9f6f-7967600d13e4

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet