Sorø er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
IngenIndbrud i villa/lejlighed/landejendom:
IngenIndbrud i fritids-/sommerhus:
Vibelunden, Veddinge, Fårevejle St.Indbrud i skole og institutioner mv.:
Tjurgården, GreveTyveri fra køretøjer:
Ringstedvej, Brorfelde, UgerløseFærdselsuheld – Holbækmotorvejen, Kirke-Såby – Lejre
Kl. 06.36 onsdag morgen var der sket et sammenstød på motorvejen i det østgående spor ca. 200 meter øst for rasteplads Torkilstrup.Det viste sig, at en 19-årig fra Holbæk som fører af en personbil kørte med lav hastighed på grund af kødannelse. Han bemærkede dog for sent, at de forankørende nedsatte hastigheden yderligere, så han påkørte bagenden af den forankørende personbil, der blev skubbet frem i en tredje personbil.
Sammenstødet skete i overhalingssporet og bevirkede, at to af bilerne ikke kunne køre fra stedet. Uheldsstedet blev afspærret med en skiltevogn frem til kl. ca. 07.20, hvor et tilkaldt bugseringskøretøj havde fået fjernet de biler, som ikke selv kunne køre.
Politiet registrerede blot omstændighederne og parterne i uheldet, der medførte yderligere kødannelse på motorvejen.
Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Køge
Kl. 08.11 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, idet to bilister var stødt sammen, og et køretøj var forladt i en af vognbanerne på motorvejen i det nordgående spor.Det viste sig, at en 40-årig kvinde fra Nykøbing F havde skiftet vognbane, da en anden, ukendt bilist havde skiftet vognbane lige ind foran hende. Under vognbaneskiftet som følge heraf ramte den 40-årige en anden personbil ført af en 50-årig kvinde fra Bjæverskov. Hun efterlod sin bil i en af vognbanerne og alarmerede politiet, hvorefter uheldsstedet blev afspærret med en skiltevogn.
Politiet registrerede omstændighederne og parterne i uheldet, hvor et bugseringskøretøj fik fjernet det sidste af køretøjerne kl. ca. 09.15, så trafikken kunne blive normaliseret på motorvejen.
Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Greve
Kl. 10.33 rykkede politiet til endnu et færdselsuheld på motorvejen i det nordgående spor ved Greve S-afkørslen, hvor to bilister var stødt sammen og kun med materiel skade til følge.Det viste sig, at 19-årig mand fra Rødovre som fører af en varebil i forbindelse med en overhaling strejfede en personbil, der blev ført af en 47-årig mand fra Næstved. Der opstod kun mindre skader på de to involverede køretøjer.
Politiet registrerede parterne og omstændighederne ved uheldet.
Grov vold mellem elever – Jyderup - Holbæk
Kl. 10.54 slog personalet på en institution nord for Jyderup alarm, idet et skænderi mellem to elever havde udviklet sig således, at en elev var blevet stukket med en skarp genstand. En ambulance var indledningsvist blevet sendt til stedet, hvor ambulancepersonalet og politiet senere fik kontakt til en lettere såret, 16-årig dreng.En lægehelikopter var i mellemtiden også blevet sendt til stedet, og heri blev den 16-årige fløjet til Rigshospitalet til undersøgelse og fornøden behandling for et stiksår i torsoen.
Den 16-årige var umiddelbart uden for livsfare og havde over for personalet identificeret den mistænkte som en 14-årig dreng, som i mellemtiden var forsvundet fra institutionen.
Politiet fik klarlagt, at der havde været et skænderi mellem de to parter, som var endt med, at den 14-årige kunne mistænkes for at have stukket ud efter og ramt den 16-årige med en kniv, som blev fundet efterladt på institutionens område.
En større eftersøgning efter den mistænkte 14-årige blev iværksat frem til kl. 13.35, hvor en hundepatrulje fandt ham på en af de nærliggende veje i forhold til institutionen.
Den 14-årige blev frihedsberøvet og taget med til politistationen i Holbæk med henblik på afhøring til sagen for at få belyst motivet mv. Han kunne ikke sigtes for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om grov vold, idet han er under den kriminelle lavalder på 15 år. Efter afhøringen blev han løsladt og overgivet til de sociale myndigheder til videre foranstaltning.
Bilbrande – Roskilde / Greve
Kl. 12.27 fik politiet den første melding om mulig brand i et køretøj på Søndre Mellemvej, Roskilde. Der kom hvidlig røg fra bilens motor, så fører og ejer – en 45-årig mand fra Ishøj – kørte bilen væk fra andre køretøjer i området.Brandvæsnet assisterede med at stoppe den hvidlige røg, der ikke kom fra nogen egentlig brand i bilen. Politiet undersøgte ud fra disse omstændigheder ikke brandårsagen nærmere og vejledte bilejeren om snarest at få bilen fjernet fra området.
Kl. 12.34 kom endnu en melding om brand i en bil, som ejeren – en 28-årig kvinde fra Greve – kørte rundt i på Blåbærhegnet ved Hasselhegnet, Greve.
Efter nogle lyde fra motorrummet var bilen brudt i brand, så hun var standset på en rasteplads, så der ikke var risiko for, at branden kunne brede sig til andre ting.
Politiet foretog ud fra disse omstændigheder ikke yderligere for at få klarlagt den konkrete brandårsag i bilen. Også denne bilejer fik besked om snarest at få fjernet sin defekte bil.
Spirituskørsel – Karlslunde Strandvej, Karlslunde - Greve
Kl. 13.02 anholdt og sigtede politiet en 62-årig kvinde fra Greve for spirituskørsel i en personbil. Hun blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og blev i øvrigt gjort bekendt med, at politiet inddrog hendes førerret øjeblikkeligt. Den vejledende alkometertest viste nemlig, at analyseerklæringen fra den udtagne blodprøve ville vise en alkoholkoncentration i hendes blod med en promille, der vil medføre en ubetinget frakendelse af førerretten. Kvinden må derfor ikke længere være fører af et køretøj, hvortil et kørekort kræves.Færdselsuheld – Solrød Strandvej / Solrød Byvej, Solrød Strand
Kl. 15.17 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld i en rundkørsel ved Solrød Strandvej og Solrød Byvej, idet en bilist og en cyklist var stødt sammen.Det viste sig, at en 46-årig kvinde fra Karlslunde var kørt ad Solrød Byvej mod øst i en personbil, hvori hun fortsatte ind i rundkørslen. Efter at være kørt frem over vigelinjen stødte hun sammen med en 12-årig dreng fra Solrød Strand, der kørte på cykel ad Solrød Strandvej mod syd og havde til hensigt at fortsætte ligeud i rundkørslen.
Drengen blev i ambulancen kørt til kontrol på skadestuen, men var sluppet fra uheldet uden behandlingskrævende skader.
Politiet har optaget rapport om uheldet for at få klarlagt de nærmere omstændigheder klarlagt.
Sløv bil afslørede narkobesiddelse – Ringsted
Kl. 16.34 bemærkede en patrulje en bil, hvis fører førte bilen med noget lavere hastighed end forventet i færdslen på Parkstræde og Nørregade i Ringsted.Efter standsning af bilen fik politiet kontakt til en 22-årig mand fra Ringsted bag rattet og med en 28-årig mand fra Karlslunde som passager.
Ved en nærmere kontrol af de to mænd kunne politiet konstatere, at passageren havde noget hvidt pulver ved næsen, hvorfor politiet fik mistanke om, at de to mænd kunne være i besiddelse af narkotika.
Det viste sig, at begge mænd var i besiddelse af mindre mængder af hash, kokain og ecstasy, ligesom passageren også havde en ulovlig kniv på sig. Begge var også i besiddelse af kontanter, som blev beslaglagt ud fra en mistanke om, at pengene stammede fra narkohandel.
Politiet fandt grundlag for at foretage ransagning af den 22-åriges bopæl, hvor politiet også fandt ulovlige effekter.
Samlet blev der i alt beslaglagt et femcifret kontantbeløb, godt 54 gram hash, en joint, 1,35 gram ecstasy, 0,02 gram kokain og en digitalvægt ud fra en mistanke om overtrædelse af primært lov om euforiserende stoffer for de to mænds vedkommende.
De vil nu høre nærmere fra politiet, når sagerne mod dem skal afgøres.
Hurtige bilister – Skagerakvej, Holbæk
Kl. 18.08 målte færdselspolitiet en 45-årig mand fra Holbæk til at køre med mindst 89 km/t i en personbil, selv om højst tilladte hastighed ad Skagerakvej er 50 km/t. Manden havde endvidere ikke medbragt sit kørekort, hvorfor han blev sigtet for de to overtrædelser af færdselsloven.En alkometertest af den 45-årige gik lige til grænsen, så han slap for en sigtelse for spirituskørsel i forbindelse med de to øvrige overtrædelser af færdselsloven.
Kl. 19.33 blev en 49-årig kvinde fra Holbæk målt til at køre med mindst 84 km/t i en personbil også på Skagerakvej, selv om hun højst måtte køre 50 km/t i en personbil. Også hun blev sigtet for den overtrædelse af færdselsloven.
Begge sigtede kan nu forvente at høre yderligere fra politiet, som ud over en bøde vil nedlægge påstand om betinget frakendelse af kørekortet på grund af hastighedsoverskridelser med mere end 60 % på vejstrækningen.
Færdselsuheld – Landevejen, Tuse, Holbæk
Kl. 18.55 var to bilister stødt sammen på Landevejen i Tuse, så en ambulance og politiet rykkede ud til uheldsstedet.Der blev dog ikke brug for ambulancen, idet begge parter var sluppet uden skader fra sammenstødet, der var sket ud for en privat indkørsel.
En 50-årig mand fra Litauen, men med arbejdstilknytning til Danmark, var kørt i en personbil ad Landevejen mod vest. Ud for en indkørsel havde han nedsat hastigheden i forbindelse med en kommende svingning til venstre, hvilket en 71-årig mand fra Holbæk for sent opdagede. Han påkørte derfor bagenden af den 50-åriges bil på en sådan måde, at personale fra vejhjælpen havde besvær med at få køretøjerne adskilt.
Politiet registrerede omstændighederne og parterne i uheldet, hvor oprydningsarbejdet blev afsluttet kl. ca. 21.50.
Rudeknusning afslørede narkobesiddelse – Nygade, Roskilde
Kl. 23.28 fik politiet en anmeldelse om, at der netop var blevet knust en rude i en beboelsesejendom ind til en stuelejlighed.Flere patruljer kørte til stedet og fik straks kontakt til en forvirret, 37-årig mand fra Roskilde, som erkendte, at han netop havde knust ruden ind til sig egen bolig. Han havde tabt sine nøgler og valgte den løsning for at komme ind, hvilket udløste anmeldelsen om muligt hærværk.
I nærheden bemærkede politiet en taske, som den 37-årige havde erkendte ejerskabet af. Ved nærmere undersøgelse af tasken fandt politiet et mindre kontantbeløb og godt fire gram amfetamin, så den 37-årige blev kortvarigt anholdt i forbindelse med afklaring af sagerne.
Han blev kun sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og fik beslaglagt de fundne penge og narkotikaen som bevis i sagen. Knusningen af ruden blev ikke umiddelbart anset for at være noget strafbart, men snarere et spørgsmål om en erstatningssag mellem den 37-årige og ejeren af den ejendom, hvor den 37-årige bor.
OPFØLGNING
Dom i sag om muldyr
En 20-årig mand fra Sorø blev i går dømt ved Retten i Roskilde dømt for at have ageret som såkaldt muldyr i en sag om en kvinde, der blev snydt for 120.000 kroner.Den 70-årige kvinde fra Esbjerg blev ringet op af en mand, der gav sig ud for at være fra Telestyrelsen. Han påstod, at hendes nøglekort var blevet kopieret, og det lykkedes på den måde manden at franarre kvinden hendes personlige koder og derefter overføre 120.000 kroner fra hendes konti.
Umiddelbart efter blev 15.000 kroner af pengene overført til den nu 20-årige mands bankkonto og derefter hævet i hhv. en pengeautomat og et supermarked i Ringsted.
Manden, der var ustraffet, blev af retten straffet med 20 dages betinget fængsel. Sagen mod en formodede medgerningsmand kommer først for retten senere.
- Det er en ualmindelig grov måde at udnytte andres menneskers tillid på. Men sagen viser også, at man ikke skal stille sin konto til rådighed for kammerater og andre, som pludseligt har behov for at overføre nogle penge. I det her tilfælde har vi – og retten – vurderet, at den unge mand måtte have indset, at pengene stammede fra kriminalitet, siger anklager Sophia Luxford fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Den 20-årige valgte at tænke over, om dommen skal ankes.
Nye oplysninger om flugtbil – vidner søges fortsat – Klosterparkvej, Kalundborg
Politiet efterforsker fortsat sagen om den flygtende bilist, som mandag aften kørte fra stedet efter at have påkørt en ung knallertfører på Klosterparkvej i Kalundborg. Ved uheldet tabte flugtbilen en del af det højre sidespejl, som blev fundet på uheldsstedet. Vragdelen er et indfarvet bagstykke fra sidespejlet i en varm metallic guld/bronze grålig farve. Denne del sidespejlet er blevet undersøgt af politiets bilinspektører, som har et bud på, hvilken type bil sidespejlet kommer fra.Bilinspektøren kan fastslå, at sidespejlet er produceret i november 2016, hvorfor bilen formentlig er indregistreret første gang i 2017. Sidespejlet stammer ifølge bilinspektøren med stor sandsynlighed fra en mini- eller en mikrobil af asiatisk oprindelse.
Borgere, som har set en asiatisk produceret mindre personbil i metallic guld/bronze/grålig nuance, der formentlig har skader på højre sidespejl, bedes kontakte politiet. Bilen kan også være indleveret til reparation, og en sådan oplysning har også stor interesse for politiet. Ring på tlf. 114, hvis du har oplysninger om bilen.