Politiet har anholdt en 30-årig mand fra Sorø i forbindelse med et knivstikkeri, der fandt sted onsdag i sidste uge på Kildemarken i Ringsted. Anholdelsen skete i Ringsted i går aftes.
Politiet bad tidligere borgerne om hjælp til at identificere en mand mistænkt for knivstikkeriet og frigav et foto af en mand i en bil tæt ved gerningsstedet. Efter at have modtaget adskillige tips, pegede flere oplysninger på den 30-årige mand fra Sorø.
Den 30-årige mand vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde kl. 12.30, hvor der er begæring om varetægtsfængsling i sagen.
Politiet takker alle, der har bidraget med oplysninger i sagen.